Lokalproduceret kompostjord skal få borgere på kanten af arbejdsmarkedet tættere på et job. Linkogas i Lintrup ved Rødding og Komtek fra Holsted er gået i et samarbejde med BUC/Vejen Kommune om at producere naturgødning.
- Borgere, der skal arbejdsprøves, vil få beskæftigelse med det her. De arbejder nogle få timer om ugen, og lige nu har vi 10-15 stykker, der vil få kontakt til projektet, siger Henning Nielsen, der er vejleder på BUC.
Hvor stort, projektet skal vokse sig, er endnu uvist, men planen er at etablere en socialøkonomisk virksomhed, som hele tiden kan holde en gruppe borgere beskæftigede.
Kompostjorden er sat til salg hos Blomsterstedet i Vejen, men målet er at udvide antallet af salgssteder i takt med, at efterspørgslen forhåbentligt stiger. De første 200 sække er fyldte, men der ligger kompost til foreløbig 1000 sække.
De to virksomheder, der producerer kompostjorden, får så vidt muligt deres udgifter dækket, men tjener ikke penge på produktet«.

Et socialt bidrag
- Vi vil som virksomhed gerne yde et socialt bidrag og være med til at skabe en vej tilbage til arbejdsmarkedet for borgere, der har det svært. For os giver det god mening med et samarbejde mellem vores to lokale virksomheder, siger Aksel Buchholt, formand for bestyrelsen i Linkogas.
- Projektet ligger naturligt i forlængelse af det arbejde, vi laver i dag, og det er også oplagt for os at være med til at hjælpe flere mennesker ind på arbejdsmarkedet. Vi håber meget på, at projektet derfor kan hjælpe med det og give dem en mulighed, siger Hans Peter Fyhn fra Komtek Miljø A/S, der er en del af Gemidan.
Fiberfraktionen separeres fra den afgassede gylle på Linkogas og komposteres sammen med det grønne haveaffald fra Komtek. Efter 8-10 måneder er det blevet til gødning.