Anmeld både de store og de små arbejdsskader
- Det er en god idé at anmelde alle skader, store som små – det giver din medarbejder bedre chancer for at opnå erstatning for varige mén eller tab af erhvervsevne, lyder opfordringen blandt andet fra Claus Munk, juridisk seniorkonsulent hos Patriotisk Selskab.

En lovændring, der er trådt i kraft her i 2020, betyder, at skader, der går over af sig selv, samt skader, der ikke kræver behandling, stadig kan udgøre en arbejdsskade. Arkivfoto
Hvis en medarbejder får en arbejdsskade, skal skaden som udgangspunkt anmeldes senest ni dage efter, at den indtrådte.
Ifølge juridisk seniorkonsulent Claus Munk fra Patriotisk Selskab er der tale om en arbejdsskade, hvis en medarbejder er kommet til skade på grund af en hændelse eller påvirkning, der skyldes arbejdets forhold.
En lovændring, der er trådt i kraft her i 2020, betyder, at skader, der går over af sig selv, samt skader, der ikke kræver behandling, stadig kan udgøre en arbejdsskade. Herved kan medarbejderen hurtigere få en afklaring på, om skaden skyldes forhold på arbejdspladsen.
På den sikre side
- Det er en god idé at anmelde alle skader, store som små – det giver din medarbejder bedre chancer for at opnå erstatning for varige mén eller tab af erhvervsevne. Hvis skaden ikke er anmeldt senest et år, efter den er opstået, risikerer din medarbejder at miste retten til erstatning – og du risikerer en bøde, lyder det fra Claus Munk.
Er der tale om en mindre skade, der hverken kræver behandling eller sygemelding, behøver skaden dog ikke at anmeldes i første omgang. Men hvis medarbejderen efterfølgende bliver sygemeldt eller får at vide, at der er risiko for varige gener, så opfordrer konsulenten til, at arbejdsgiver skynder sig at anmelde skaden alligevel.
Tegn en arbejdsskadeforsikring
- Hvor dine medarbejdere automatisk er omfattet af en arbejdsskadeforsikring og kan opnå erstatning, så længe skaden anmeldes korrekt, så står det anderledes til for selvstændige erhvervsdrivende. Hvis du ikke allerede har tegnet en særskilt arbejdsskadeforsikring for dig selv, så skynd dig at gøre det.
- Husk også din ægtefælle, hvis hun hjælper til med arbejdet. Hun er nemlig heller ikke automatisk dækket af en forsikring – heller ikke selvom hun er lønmodtager og arbejder på lige vilkår med de andre medarbejdere, lyder opfordringen endvidere fra Claus Munk.