Svineproducenterne Charlotte og Jesper Gosvig, Salling, har modtaget Landbrugets Arbejdsmiljøpris. Deres opskrift på et godt arbejdsmiljø er, at Lindegården skal være et sted hvor det er rart at være, uanset hvor man kommer fra, og hvad man kommer med.
Landbrugets Arbejdsmiljøpris er netop gået til Charlotte og Jesper Gosvig, som driver svinebedriften Lindegården, som ligger ved Lindum på Salling.
Prisen uddeles normalt på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde, men covid-19 situationen betød, at uddelingen i stedet foregik hos Landbo Limfjord i Skive. Her overrakte Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, prisen til Charlotte og Jesper Gosvig.
Det er Seges arbejdsmiljøafdeling, der administrerer kåringen. Her fortæller man, at Lindegården er en værdig prisvinder, fordi man arbejder efter en grundfilosofi om, at der skal være rart at være, uanset hvor man kommer fra, og hvad man kommer med.
- Der er plads til forskellighed, og både udfordringer og udvikling er noget, man taler om og løser sammen. Medarbejderne og sammenholdet er virkelig i fokus, og der er en rigtigt god dialog, hvor ledelsen lytter til alle ønsker og forslag til forandringer. Det skaber en god stemning, hvor man er trygge ved hinanden og løfter i flok, siger Christina Edstrand, arbejdsmiljøkonsulent i Seges.
Hun understreger, at den fysiske sikkerhed selvfølgelig er i top, og at alle tænkelige værnemidler er tilgængelige og bliver brugt, som de skal.
- Men det vigtigste i forhold til prisen er den dedikation, som Charlotte og Jesper Gosvig har i forhold til at skabe den gode og rummelige arbejdsplads. Arbejdet med at få de unge godt i gang i erhvervet er hjerteblod for Charlotte og Jesper. Derfor er særlige elevmapper, grundig introduktion og masser af hjælp og omsorg til eleverne fast praksis på Lindegården. Det er en stor indsats, men den lønner sig med tilfredse og trygge medarbejdere, der tager meget ansvar, siger Christina Edstrand.
Overraskede prismodtagere
På Lindegården er man overraskede og glade over at modtage prisen.
- Det var så stort at være indstillet, men at vinde prisen, det er den største anerkendelse, vi har fået i den tid, vi har været selvstændige. Vi kan skabe sikkerheden her på bedriften, men det rigtigt gode arbejdsmiljø, det får man først den dag sammenhold, samarbejde og omsorg går op i en højere enhed, siger Charlotte Gosvig.
Spørger man medarbejderne, så er det meget fortjent, at Lindegården vinder årets pris. Helle Andersen er elev, og rigtigt glad for sin arbejdsplads.
- De har været virkeligt gode til at tage imod os. Jeg har ikke så meget erfaring, men det kan man overhovedet ikke mærke, fordi jeg bliver bare hjulpet igennem, og får lov at spørge, når jeg er i tvivl. Jeg er glad, både når jeg møder, og når jeg går hjem igen, siger elev Helle Andersen.
Med prisen fulgte et diplom og 25.000 kroner. Prisen støttes af Seges, Sagro, Hatting, DLG, Lely, LandboNord, Alm. Brand og Danvet.
teba