Med forhandlingen af Valtra-traktorer på Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster, samt en bredere produktportefølje på Massey Ferguson, er der behov for yderligere ressourcer i salgsafdelingen, lyder det fra Karl Mertz A/S, der netop har fået to nye medarbejdere.

Den ene er Søren Nielsen, der er ny Massey Ferguson-salgskonsulent.

Søren Nielsen vil være en del af Massey Ferguson-salgsteamet, men vil også fokusere på salg af tilhørende redskaber og brugte maskiner. Foruden dette vil han også øge forretningens salgsindsats på minilæssere, minigravere, slåmaskiner og lignende.

Søren Nielsen er 46 år gammel og oprindeligt butiksuddannet, men har de seneste 20 år beskæftiget sig med teknisk salg, herunder til landbruget.

Senest kommer han fra en stilling som sikringskonsulent hos GPP Perimeter Protection.

Tidligere har Søren arbejdet som teknisk konsulent/sælger hos Neergaard Stald Design og i en længere årrække hos Poda Hegn.

Valtra-fokus

Den anden er Brian Bagge Hansen, der er ny Valtra-salgskonsulent og produktspecialist.

Brian Bagge Hansen vil primært beskæftige sig med salget af Valtra-traktorer samt tilhørende redskaber og brugte maskiner. Ud over dette vil Brian være firmaets Valtra-produktspecialist i salgsafdelingen.

Brian Bagge Hansen er 36 år gammel og uddannet som faglært landmand og jordbrugsteknolog, men har de seneste 10 år beskæftiget sig med salg til landbruget.

Senest kommer Brian Bagge Hansen fra en stilling som Case IH-sælger hos Johs. Mertz A/S, hvor han også har haft produktansvaret for Kverneland-programmet.

Før dette har Brian tidligere arbejdet som sælger hos Linds A/S og i en længere årrække hos Slagelse Maskinforretning A/S.