Der er venteliste for at få besøg af bæltedyret
Maskinstationen Svend Aage Christiansen, Vendsyssel, har købt to nye mejetærskere til sæsonen. Den ene med bælter er allerede så populær, at der er venteliste for at få besøg af den.
Maskinstationen Svend Aage Christiansen, som har afdelinger i Jerslev i Vendsyssel og Terndrup i Rebild, har til denne sæson valgt en meget kærkommen investering.
Bæltedyret, Claas Lexion 670, har i hvert fald fået vist sin kunnen i meget bløde marker, hvor der enkelte steder har stået blank vand på markerne.
- Vi har altid ønsket os en bæltemejetærsker, og så bød lejligheden sig, hvilket jo er ret heldigt i en sæson som denne, fortæller Niels Jørgen Sørensen, som er kørselsleder i virksomheden.
Mejetærskeren er så populær, at den allerede har høstet tre nye kunder, som maskinstationen ikke plejer at køre ved, og der er nu opbygget noget af en venteliste til maskinen.
Har taget svømmemærke
Claas Lexion 670 har kørt tre sæsoner, i alt 1.600 timer, inden den kom i stald ved Svend Aage Christiansen.
Den har bælter og 4-hjulstræk og har indtil nu ikke mødt for bløde marker i Vendsyssel.
- Vi har kørt, hvor vandet stod lige under aksene, og traktorerne måtte holde i enden af marken for ikke at køre sig selv fast, siger mejetærskerpilot Jacob Christensen.
Skærbordet er på 30 fod, maskinen er fuld-automatisk. Jacob skal kun indtaste, om han kører i hvede eller byg, og så indstiller maskinen sig selv.
Mejetærskeren har et vario-skærbord, hvor knivene kan skydes frem, så den også kan høste raps.
7,2 tons triticale pr. hektar
Torsdag var den populærere bæltemaskine og Jacob på arbejde i Hou i Øst-Vendsyssel, hvor planteavler Anders Michaelsen skulle hente triticale i land.
Triticale-høsten var startet tirsdag, men sidst på dagen kom der 18 millimeter regn, og mejetærskeren fik pause – og Jacob kom hjem til sine 350 malkekøer ved Vrå. Jacob Christensen er selvstændig landmand, og arbejder på maskinstationen ved siden af.
I torsdags præcis klokken 13.00 gik det løs igen.
19 procent vand og omkring 7,2 tons pr. hektar var meget tilfredsstillende for Anders Michaelsen.
Tilfreds med triticalen
Triticalen blev sået den 2. oktober, med hvede som forfrugt. Anders Michaelsen kører med reduceret jordbehandling, så jorden, en JB 1, blev kørt over af en harve inden såsættet, med en jordløsner kom forbi.
Sorten hedder Ragtac, og der er sået 20 hektar med den.
Marken har fået 200 kilo 10-7-18 og 130 kilo N gødning, 27-3.
Der er givet 0,75 liter Boxer, 0,015 liter DDF og 0,5 liter Cossack mod ukrudt.
Herudover er der lavet to svampesprøjtninger primært mod rust.
- Det er absolut en fornuftig afgrøde, en meget økonomisk afgrøde, hvor jeg for eksempel kun har brugt 200 kroner pr. hektar i kemi mod svampe og skadedyr. Min vurdering er at triticale sagtens kan hamle op med 8,5 tons hvede, siger Anders Michaelsen.
Kører mere jævnt
Efter triticalen i Hou venter der bæltedyret 200 hektar hvede samme sted, som kan gå hen og blive vådt.
- Det er virkelig en dejlig maskine. Den kører meget mere jævnt end en almindelig mejetærsker og nærmest flyder hen over huller i marken, lød det fra mejetærskerpiloten Jacob, med udsigt ud over havet, få timer inden regnen igen silede ned.
To nye tærskere
Svend Aage Christiansen har også købt en 35-fods Claas Lexion 760 med 4-hjulstræk, så de i dag råder over tre Claas mejetærskere og to New Holland maskiner.
De to nyindkøbte mejetærskere er købt ved Almas i Brønderslev.
Foruden 340 hektar planteavl, driver Anders Michaelsen virksomheden Planteteknik. En virksomhed som blandt andet sprøjter og sår for kunder.