Måske har du også spist dig igennem årtierne og fået rejecocktail, indbagt mørbrad og citronfromage? Og oplevet at lave eller få serveret tunmousse og lasagne i 80’erne og butterdejssnegle og flødeostekager i 90’erne?

De små hefter med opskrifter fra Karolines Køkken har sat deres præg på husholdningerne igennem årene, da de blev uddelt til alle husstande i landet fra 1980 til 2001.

Det er nu 55 år siden, at de første opskrifter blev udviklet i Aarhus og det første hefte fra Arla udkom, og det fejres med den nye kogebog, Karolines Største Hits.

-Vi er utroligt stolte over, at vi i mere end et halvt århundrede har været en inspirationskilde til danskernes madvaner. Efter utallige opfordringer om at gentrykke de gamle samlehæfter har vi derfor samlet de mest populære opskrifter i en helt ny kogebog. Bogen indeholder de retter, som vi kalder »landeplager«, fordi de i en lang årrække blev serveret overalt i Danmark til hverdag og festlige lejligheder, fortæller Tove Færch, der har været leder af Karolines Køkken i godt halvdelen af de 55 år.  

-Faktisk er nogle af de ikoniske Karoline-retter fra 70’erne og 80’erne stadig vores mest populære opskrifter. Eksempelvis er tunfiskemoussen fra 80’erne en af vores mest søgte opskrifter i vores online database på Arla.dk, tilføjer Tove Færch.

Et smugkig på fremtiden

Karolines Største Hits giver også et bud på otte fremtidige hits. For eksempel en opskrift på vietnamesisk-inspireret suppe med fisk og en nøddekage proppet med mandler, nødder og andre lækkerier.

-En af de største forandringer i vores opskrifter i dag er, at alle hverdagsopskrifter følger Fødevarestyrelsens kostråd. I dag er der mange flere fedtfattige og proteinrige produkter, som gør det muligt at udvikle fornuftige og velsmagende opskrifter, der lever op til kostrådene, siger Tove Færch.

Karolines Største Hits er 336 sider og indeholder hele 265 opskrifter. Til forskel fra tidligere omdeles kogebogen ikke. Man må gribe til pengepungen, hvis man vil anskaffe sig det nyeste skud på madstammen.