Fra 2018 skal fire svinefarme på Bregentveds jorder i Faxe og Ringsted kommuner producere 120.000 slagtesvin om året, hvilket vil gøre virksomheden til en af landets største slagtesvinsproducenter. Det skriver dagbladet Børsen.

Godset investerer omkring 100 millioner kroner i opførelsen af produktionsanlæggene og går dermed som noget nyt ind i animalsk produktion efter kun at have haft planteavl på Bregentveds knap 3.500 hektar.

Inspektør Lars Erik Nielsen siger, at svineproduktionen passer fint ind i den øvrige drift, selvom godset ikke på forhånd har forstand på slagtesvineproduktion.

- Vi har mulighed for at lave slagtesvin i stor skala. Vi har selv jord, hvor vi kan bruge gyllen, og en stor produktion af foder til svin. Vi ser en god forretning i det. Fødevarer går nok ikke af mode. Mere kompliceret er det ikke, siger inspektøren til avisen.

Fire identiske anlæg

Bregentved har hyret Gråkjær A/S til at stå for opførelsen af de fire identiske produktionsanlæg, som Bregentved får støtte til opførelsen af fra den statslige pulje til formålet. Den offentlige støtte kan løbe op i en femtedel af omkostningen.

Godset har indgået leveringsaftale med de to danske slagterier under den tyske Tönnies-koncern, SB Pork i Brørup og Tican i Thisted.

- Vi kommer aldrig til at lave økologiske svin. Dels ville så stor en produktion, som vi får, totalt vælte markedet for økogrise, dels tror vi ikke, at vi er dygtige nok til at styre en økologisk produktion. Men vi har tanker om at gå ind og producere for særlige koncepter, siger Lars Erik Nielsen