Automatisk plovstyring er et af vores bedste maskinkøb

Snorlige plovfurer med GPS-styring af ploven effektiviserer pløjningen hos maskinfælleskabet Marienborg Gods og Nybøllegaard med ti procent. Traktorførere er imponeret over automatisk justering af furebredden.

Ved pløjning på bakker, på marker med skiftende jordtyper og om natten er det svært at holde furen lige.

Hvad der er endnu vigtigere end en skæv fure er imidlertid selve pløjearbejdets kvalitet og kravet om at nå mest muligt på kortest tid og med færrest liter brændstof. Der er her, GPS-styring af pløjearbejdet kommer ind i billedet.

– Rigtig mange landbrug har GPS-baseret autostyring, så de kan slippe rattet og lade traktoren køre fuldstændigt lige. For at få endnu mere nytte af dette udstyr kan man tilkøbe Geoplov og opnå snorlige plovfurer. Ved bakker, skiftende jordtyper og i mørke er det nemlig umuligt at pløje lige, men med Geoplov styres ploven automatisk af GPS-systemet, så du altid får furer som trukket efter en lineal, fortæller Henrik Rhode Nissen, kundekonsulent for landbrug ved Geoteam.

Geoplov er en overbygning til systemet Trimble Autopilot og virker på alle plove med variabel furebredde.

Vi når meget mere

Maskinfællesskabet MN I/S, der ejes af Marienborg Gods og Nybøllegaard på Møn, købte for to år siden en stor, tifuret plov med ønsket om at køre »on land« med autostyring. Men så snart den nye plov blev spændt for, skred den op til to meter til siden, når jordtypen skiftede mellem ler, sand og mosejord, eller når den kørte skråt på bakkerne.

– Vi havde rigtig svært ved at styre den nye plov, og vi skulle hele tiden korrigere. Traktoren kørte fuldstændig lige takket være GPS-autostyringen, men ploven sejlede af sted. Geoteam foreslog Geoploven, og det viste sig at være klogt. Det er noget af det bedste udstyr, vi nogensinde har købt. Vi sænker bare ploven og kører derudad, samtidig når vi over ti procent mere om dagen, siger Lars Haugaard, direktør i maskinfællesskabet MN I/S.

Udover det visuelt tilfredsstillende ved snorlige plovfurer sikrer systemet, at der ikke sker overlap i pløjningen. Lars Haugaard har også registreret mindre slid på ploven, lavere brændstofforbrug samt markant friskere medarbejdere, der ikke længere behøver at koncentrere sig om konstant at rette ploven i 12 timer hver dag.

Lader sig ikke provokere

En af de traktorførere, der har førstehåndserfaring med den automatiske plovstyring, er Nikolaj Andersen. Han er imponeret over systemets effekt.

– Andre landmænd tror ikke på mig, når jeg forklarer, hvor godt systemet fungerer. Det er virkelig imponerende. Nogle gange slår jeg traktorens autostyring fra og prøver for sjov at provokere ploven ved at slingre fra side til side. Men lige meget hvad, retter den fuldstændig op og kører snorlige, forklarer Nikolaj Andersen.

Geoteam A/S leverer GPS-løsninger til præcisionslandbrug samt bygge- og anlægsbranchen. Virksomheden er forhandler af den amerikanske producent Trimbles præcisionsudstyr til landbrug og landmåling samt ejer og driver, hvad firmaet selv kalder Danmarks førende referencenetværk, GPSnet.dk.

Læs også