Året 2016 var præget af et markant prisopsving på svinemarkedet. Årsagen var først og fremmest den enormt stigende efterspørgsel fra Kina. Priserne kom fra et ekstremt lavt prisniveau i begyndelsen af året, mens afsættet for priser i 2017 bliver noget bedre i de første to kvartaler af 2017. Gennemsnitsprisen på smågrisemarkedet forventes at stige med ca. 21 kr. og ender på 377,50 kr. pr. gris.  Der er udsigt til en mere normal sæsonkorrektion der gør, at den ikke bliver højere.

Indtil nu har vi ikke set den sæsonmæssige nedtur på smågrisemarkedet. Da specielt den tyske slagtesvinenotering er steget markant i løbet af året (fra 1,25 euro til 1,72 euro), faldt de fleste europæiske smågrisenoteringer ikke i sommers, men forblev stabile på et forholdsvist højt niveau. Således har tredje kvartal ligget 74 kr. over budgetprisen fra sidste år. Selv hvis vi ser en faldende pris nu, forventes der ikke tid til en markant nedtur, da det sæsonmæssige opsving typisk begynder i november måned igen.

Desuden kan det konstateres, at antallet af søer blev reduceret betydeligt i hele Europa. I EU er antallet af drægtige søer faldet med 350.000 eller 4,4 %. Med 3,1 % er faldet i Danmark forholdsvist moderat, mens det er større i Tyskland (- 4,7 %), Holland (- 4,0 %), Spanien (- 4,8%) og specielt Polen (-14,4 %). Det er kun en logisk konsekvens, at smågrisepriserne er højere nu end for et år siden, og det er derfor også meget sandsynligt, at smågrisenoteringen i slutning af året vil være højere end i begyndelsen af 2016.

I løbet af foråret 2017 regner man med, at smågrisenoteringerne vil stige igen pga. den sæsonmæssige udvikling. Det vil ikke overraske, hvis puljenoteringen vil stige til 450 kr. eller Nord-West noteringen til 55,00 euro. Da vi allerede er på et højere prisniveau nu, bliver opsvinget sandsynligvis mindre, men gennemsnitsprisen for det første halvår af 2017 bliver markant højere end i det første halvår af 2016.    

For tredje og fjerde kvartal af 2017 forventes faldende priser på smågrisemarkedet igen. For det første vil det være den typiske sæsonmæssige udvikling. For det andet er der for tiden mange meldinger om kinesiske producenter, som har planlagt at udvide deres produktion betydeligt. Det forventes, at det kan have en negativ effekt på kødmarkederne i løbet af 2017. Af denne grund er det usandsynligt, at den sæsonmæssige nedtur bliver lige så moderat i 2017 som i år.

Alt i alt forventer vi lidt højere gennemsnitspriser for markedsnoteringerne i 2017 end i 2016. Første halvår burde være meget bedre, mens andet halvår kan være lidt dårligere. Der forventes god efterspørgsel fra Tyskland og Polen, hvilket resulterer i, at den danske puljenotering burde ligge ca. 10 – 15 kr. højere end den beregnede notering. Derudover regner man med, at den danske puljenotering vil ligge 10 – 20 kr. under den omregnede tyske Nord-West notering på årsbasis, fordi tyske slagterier ofte betaler en merpris for smågrise, som er født i Tyskland. Årsagen er, at både indenlandske og udenlandske kunder ofte efterspørger grisekød, som opfylder de såkaldte ”4 x D”- kriterier, hvor grisene skal være født, opvokset, slagtet og forarbejdet i Tyskland.