De små traktorer afløste for en enkelt dag de store i maskinforretningen i Gørding. Det skete, da en halv snes udstillere – en enkelt fra Tyskland - var på plads med modeltraktorer til både salg og udstilling.

- Det er gået godt, så det er noget, vi overvejer at gentage, lyder det fra Keld Nielsen.

Han og Jens Arne Donslund havde taget initiativet til udstillingen, der blev afviklet i regi af DVTK, Dansk Veteran Traktor Klub.

På forhånd var der ikke gjort alverden for at trække gæster til, men alligevel melder de to initiativtagere om et tilfredsstillende besøg af både børn og voksne, og det skal nu overvejes, om de gentager successen allerede næste år eller måske senere.