Langt de fleste jægere nyder at kunne hænge sit jagttrofæ op på væggen, og for de fleste er det helt underordnet, om det er første dyr, der er bukket under for kuglen, eller det er en af mange.

Jægerne oplever imidlertid, at de ikke er alene om interessen for jagttrofæerne – langt fra.

- Rundt på markederne ser vi ofte, at der er revirer til salg, og de er bl.a. blevet populære til at hænge smykker på.

Sådan lyder det fra Svend Aage Højen, som vi træffer i Staushede Plantage, hvor han sammen med Per Madsen er ved at rydde op efter indbrud i klubhuset »Stav-hytten«. Et indbrud, hvor tyvene er gået efter netop gevirerne.

En nabo til hytten opdagede, at døren til klubhuset bogstaveligt talt var rykket op på voldsom vis – måske via træk fra en bil, og flere steder på væggen i klubhuset er det tydeligt at se, hvad der er stjålet. Lyse mærker efter pladerne bag gevirerne viser, hvad der er stjålet.

- Der er stjålet omkring 20 opsatser, fortæller Per Madsen.

De stammer fra dyr, der er nedlagt af medlemmer af »Gesten Jagtselskab af 1935«. De fleste stammer fra mindre dyr, men der var også en opsats med et 14-ender gevir fra en hjort, der tilhørte et afdød medlem.

Både det og de øvrige gevirer vil de gerne have tilbage, men chancerne er nok små. Dagen efter skulle der være jagt på stedet, og der lå andre ting i hytten, men tyvene gik konkret efter gevirerne.

Fra et skur bag klubhuset blev der stjålet bl.a. grill og motorsav.

Indbruddet er naturligvis meldt til politiet.