Arla og Bilka vil indsamle en halv million plastiklåg til genbrug
For tredje år i træk går Arla og Bilka sammen om en landsdækkende indsamling af plastiklåg fra mælkekartoner, så de kan blive genanvendt frem for at ende på forbrændingen.
Affald har masser af anvendelsesmuligheder, og det sætter Arla og Bilka igen i år fokus på i en fælles indsamling af plastiklåg fra Arlas mælkeprodukter, så de kan blive genanvendt til bl.a. Arlas grønne mælkekasser.
Det er tredje år i træk, at Bilka tager imod plastiklågene, og ifølge Morten Wagner, der er varehuschef i Bilka Odense og ansvarlig for Bilkas CSR-samarbejder, støtter hypermarkedets kunder op om initiativet:
”Vi har efterhånden fået etableret en tradition, så danskerne ved, at de kan aflevere deres mælkelåg i Bilka. Vi ser både skoleklasser, institutioner og familier, som samler låg gennem længere tid og afleverer dem i Bilka. Det er vi utroligt glade for, da vi har mange kunder igennem vores butikker, så det er oplagt, at vi hjælper med at sikre, at en stor del af lågene genanvendes.”
Mere genanvendelse af plast er godt for klimaet
Ambitionen for årets indsamling er at overgå resultatet i 2016. Her afleverede danskerne knap en halv million plastiklåg fra Arlas mælkeprodukter i Bilkas 18 hypermarkeder rundt om i landet. Bilka Tilst i Aarhus var topscorer med 54.000 låg. Og jo flere låg danskerne samler ind i år, jo større bliver miljøgevinsten:
”Vi er rigtigt glade for, at Bilka igen vil være med til at samle lågene ind, så færre ender i forbrændingen. For emballage spiller en vigtig rolle i Arlas indsats for at reducere spild og gøre en grøn forskel. Vores Øko mælkekartoner er fremstillet af naturlige materialer, som mindsker CO2-udledningen med hele 20 pct. Og vores plastiklåg er lavet af fornybar plast, så de skærer også en luns af CO2-udledningen og kan bruges igen og igen. Derfor er det vigtigt, at vi får dem retur, og det håber vi, at forbrugerne vil hjælpe os med,” siger Jakob Knudsen, der er direktør i Arla Danmark.
Danskerne skal blive bedre til at genanvende plastik
Danmark er i dag det EU-land, der genanvender mindst plast fra husholdninger, og Danmarks Naturfredningsforening er derfor glade for indsamlingen af plastiklåg:
”Når plast genbruges, sparer vi både den olie og energi, der ellers skal bruges på at fremstille ny plastik, og vi undgår, at det ender som plastikspild i naturen, hvor det kan tage flere hundrede år, før det bliver nedbrudt. Vi håber, at indsamlingen kan være med til at sætte mere fokus på genanvendelsen af plastik ude i de danske hjem,” siger Sine Beuse Fauerby, Energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Indsamlingen af mælkelåg løber ind til april 2017 og kulminerer med Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, som 183.000 danskere sidste år deltog i.
Sådan støtter du op om indsamlingen
Plastiklågene kan indleveres i alle landets Bilka hypermarkeder fra den 6. januar til og med 2. april 2017. Hvis du ikke bor i nærheden af en Bilka, men gerne vil sikre, at lågene genanvendes, kan du sortere dem til plastikaffald eller aflevere dem på genbrugspladsen.
Blandt de danskere, der støtter op om indsamlingen, trækker hvert Bilka hypermarked lod om et gavekort på 1.000 kr. pr. måned, mens indsamlingen står på. For hver fyldt pose får samlerne et lod til lodtrækningen om gavekortene. Bilka opfordrer også børnehaver, virksomheder og andre institutioner med et stort forbrug af mælkeprodukter til at deltage i indsamlingen.
Her kan du indlevere dine plastiklåg:
A-Z Hjørring A.F.Heidemannsvej 20 9800 Hjørring | Bilka Esbjerg Stormgade 157 6715 Esbjerg N | Bilka Herning Golfvej 5 7400 Herning |
Bilka Hillerød | Bilka Holstebro | Bilka Horsens |
Bilka Hundige | Bilka Ishøj | Bilka Kolding |
Bilka Næstved | Bilka Odense | Bilka One Stop, Fields |
Bilka Skalborg Hobrovej 450 9200 Aalborg Sv | Bilka Slagelse Idagårdsvej 1 4200 Slagelse | Bilka Sønderborg Grundtvigsalle 195 6400 Sønderborg |
Bilka Tilst Agerøvej 7 8381 Tilst | Bilka Vejle Solkildealle 2 7100 Vejle | Bilka Viborg Holstebrovej 79 8800 Viborg |