Hesten i centrum
I weekenden 4.-5. februar arrangerer Charmaine Berdino en anderledes hesteevent.
Charmaine Berdino arrangerer igen i år en anderledes hesteevent, Hesten i Centrum, og det foregår i Cirkusland i Årslev nord for Slagelse i weekenden 4.-5. februar fra klokken 9 til 18.
- Hesten i Centrum er en hesteevent, som har fokus på hestevenligtræning og har til formål at få ryttere og hestefans til at finde glæde og inspiration i hestens mangfoldighed, fortæller Charmaine Berdino.
Programmet byder på flere spændende foredrag. Den tyske dyrlæge og berider Dr. Gerd Heuschmann, der har specialiseret sig i hestens biomekanik, vil på engelsk fortælle om hestens anatomi og biomekanik.
Derudover vil der være foredrag om akademisk ridekunst med Maria D. Cheung, Ute Lehmann fra Horse in Harmony vil fortælle om kunsten at ride uden bid og der vil tillige blive præsenteret alternative behandlingsformer.
- Vi får også besøg af riddere fra gruppen Ildhesten, der har vundet flere ridderturneringer, og der bliver et udstillerområde, hvor man kan købe en masse udstyr til hest og rytter, oplyser Charmaine Berdino.





































