Avlstyr fylder rundt i dag

Simmentaler-tyren Badskærs Cæsar runder ti år. Tyren har leveret gener til flere end 100 kalve.

Simmentaler-tyren Badskærs Cæsar runder ti år i dag den 19. april.

Det sker ikke hver dag. Ofte har danske simmentaler-tyre udtjent deres pligt og spredt deres gener for sidste gang lang tid inden, at de runder de ti år.

Men det er anderledes med Cæsar.

Tyren blev født i Badskær ved Sæby hos simmental-avler Leif Madsen den 19. april 2007.

Kun ti måneder gammel blev den blev eksporteret til Sønderjylland. Cæsar blev nemlig solgt til den sønderjyske simmental-avler Tom Holm Gammelgård, Trådsbøl, Åbenrå.

Det er herfra, at Cæsar har slået sine folder som avlstyr.

- Han er fantastisk til at avle små, letfødte kalve, og det er meget værd i kødkvægsproduktionen, hvor alt afhænger af, at kalven er letfødt og overlever fødslen. Er der ingen kalv, har vi ingen god økonomi i kødkvægholdet, siger Tom Holm Gammelgård.

I begyndelsen tog Cæsar sig af de ganske få køer, som Toms hobbybesætning består af.

Men da de første af Cæsars kalve så rigtig godt ud, begyndte andre sønderjyske simmental-avlere at henvende sig for at leje Cæsar til deres besætninger. Cæsar er efterhånden landskendt i Sønderjylland, hvor han har været på besøg i mange besætninger.

Dagen fejrer ejerne Tom og Mette samt døtrene Julie og Maria med en sammenkomst for opdrætteren Leif Madsen med frue samt andre simmental-venner.

Læs også