Slagterimedarbejderne strejker
Både slagteriarbejdere hos Danish Crown og Tican har valgt at nedlægge arbejdet.
Der bliver ikke slagtet grise mange steder i dag. Både ansatte ved Tican og Danish Crown (DC) strejker nemlig.
Det oplyser DC i en pressemeddelse og Tican via en ekstraordinær Tican Orientering.
Tican oplever arbejdsnedlæggelse i både Thisted, Brørup og Ansager, og det betyder, at de ikke slagter i dag, og lørdagsslagtning i Thisted i morgen er ligeledes aflyst.
- Tidlig mandag morgen afholder medarbejderne et nyt møde, og her forventer vi, at de genoptager arbejdet igen, oplyser slagteriet.
Danish Crown oplyser ikke nøjagtig, hvor der er arbejdsnedlæggelse, men det er på en række af DC-slagterierne.
Utilfredse med overenskomst
Arbejdsnedlæggelsen skyldes utilfredshed med afstemningsresultatet i forbindelse med den nye overenskomst.
Det er Dansk Industri, der har forhandlet overenskomsten på vegne af Danish Crown og de øvrige danske slagterier. DI og NNF kunne ikke blive enige om en ny overenskomst ved de direkte forhandlinger, og derfor blev medarbejderne på slagterierne omfattet af Forligsmandens mæglingsskitse.
- Mæglingsskitsen betød blandt andet, at reglerne om systematisk overarbejde også blev aktuelle for Danish Crowns medarbejdere. Derfor satte vi os allerede i sidste uge sammen med de tillidsvalgte, hvor vi gennemgik mæglingsskitsen og diskuterede de mulige konsekvenser. På baggrund af mødet konkluderede vi i fællesskab, at det nærmest er utænkeligt, at Danish Crown kan komme i en situation, hvor det giver mening at benytte sig af systematisk overarbejde. Men det var desværre ikke nok til at undgå arbejdsnedlæggelser, siger Søren F. Eriksen.
Aflysninger af afhentning af grise
Helt konkret betyder arbejdsnedlæggelserne, at over 100 kunder ikke får leveret de varer de har bestilt, mens over 250 landmænd har fået aflyst afhentning af grise.
- Det er en rigtig ærgerlig situation, vi står i lige nu. De kommende dage vil vores kunder, og i sidste ende forbrugerne i både Danmark og udlandet, komme til at kigge langt efter vores varer. Samtidig har vores leverandører rigtig mange slagteklare grise gående i deres stalde, så arbejdsnedlæggelsen giver ikke bare Danish Crown problemer, siger Søren F. Eriksen, CEO i Danish Crown Pork.
På grund af de tre helligdage i forbindelse med påsken var Danish Crown mellem to og tre dage bagud med slagtningen af grise allerede inden arbejdsnedlæggelserne. Derfor var kapaciteten øget på slagterierne frem mod sommerferien, men i stedet for at få indhentet det tabte vokser efterslæbet nu time for time.