2,05 meter. Så langt er der fra dækmidte til dækmidte på Brdr. Thorsens to nye Tebbe MS 200 møgspredere.


Og med den bredde kan sprederne køre nøjagtig mellem rækkerne i bedene i gulerodsmarkerne uden at ødelægge afgrøderne. Sporbredden passer også til marker med løg og porrer.
Maskinstationen har nemlig en del kunder, der dyrker gulerødder, og de vil gerne have spredt staldgødning ud på markerne for at holde på sandjorden.


Og de vil helst have, at gulerødderne både spirer og gror, og det kunne godt være en udfordring tidligere, hvis planterne blev trykket af den tunge møgspreder.


Sprederne er bygget specielt til maskinstationen og er de første MS 200-modeller.

Spreder 22-24 meter


De to nye spredere, der hver indeholder 20 kubikmeter, har bredsprede-tallerkener på 1 meter i diameter og fire udsmidervinger.


- Jeg forventer, at de kan sprede tung staldgødning 22-24 meter, siger Thomas Nielsen, der er driftsleder på maskinstationens Allingåbro-afdeling, hvor de to nye spredere har deres base.


Den bredere spredebredde vil også give færre markoverkørsler, hvilket igen er med til at skåne gulerodsrækkerne.


Samtidig er det en forøgelse af kapaciteten med 15-20 procent.

Spreder jævnt


Thomas Nielsen forventer også, at de nye spredere fordeler staldgødningen mere jævnt ud over marken på grund af deres oprivervalser.


- Jeg regner med, at vi ser et mere jævnt spredebillede med et tyndt lag, for gulerødderne må helst ikke dækkes helt. Ellers dør de, fortæller han.

Allround-spreder


Selvom Brdr. Thorsen skal bruge møgsprederne i gulerodsmarker, får de også andre opgaver. Og det skulle heller ikke være noget problem.


- Vi spreder både kompost, slam, kalk og gylle med sand i fra kvægbesætninger med sand i sengebåsene, der ikke kan køres ud med en almindelig gyllevogn, fortæller Thomas Nielsen.


Tebbe importeres til Danmark af Rytter Maskiner, Randers, og er solgt af JMC, Randers.