Bestillingerne af stande til maskinudstillingen på Ribe Dyrskue fredag 28. juli er nu så langt fremme, at evt. nye udstillere skal til at skynde sig, hvis de skal have en plads på dyrskuet. Der er i år blevet plads til en udvidelse af udstillingsarealet og det er altså lykkedes at få solgt dette areal også.

- Der er på nuværende tidspunkt kun 3 – 4 mindre stande tilbage i maskinudstillingen, så der er igen i år lagt op til en god dag på Hovedengen fredag 28. juli, siger dyrskuets nye formand Niels Laursen, der også er formand for Sydvestjysk Landboforening.

- Det er igen i år lykkedes os at få en bred vifte af forskellige erhverv repræsenteret på dyrskuet. Områdets maskinhandlere bakker traditionen tro fantastisk op, så når det gælder store maskiner er der virkelig noget at studere og imponeres af, tilføjer han

- Men også mange andre af landbruget leverandører er på plads, foruden en række virksomheder med fokus på bolig og fritid. Og det kommende byrådsvalg og regionsrådsvalg i november kan også aflæses på dyrskuet. En hel række af partier stiller op og kæmper om publikums sympati, så der er traditionen tro noget for en hver smag på Ribe Dyrskue sidste fredag i juli, fortsætter Niels Laursen.

-  Endelig har vi fået flere madboder på pladsen. Sidste år var der lang kø ved boderne. I år vil der være flere madboder rundt på pladsen, hvor de besøgende kan få stillet sin sult, og samtidig er udvalget noget bredere, så der er noget for en hver smag – både børn og voksne, slutter Niels Laursen.