– Hvor er de søde! – Pyh, hvor de lugter! – Der var både begejstring, interesse, men også ”fingerklemmer” på flere næser, da op mod 560 børnehavebørn fra 13 børnehaver i Fredericia Kommune forleden lagde vejen forbi Irene & Mogens Mikkelsens kvægbedrift ved Børkop.

Her stod Irene og Mogens selv, sammen med folk fra Kolding Herreds Landbrugsforening, KHL, klar til at tage imod de mange børn og deres pædagoger og fortælle og vise alt om gården.

For ja, de små kalve er søde, og det er hyggeligt at se køerne spise foder og få mulighed for at håndfodre dem med lidt hø – og lade klappekalven sutte på én finger…
…meen, der skal jo også noget ud den anden vej….og det lugter jo, kunne flere af de små besøgende konstatere under besøget.
Under besøget var der også mulighed for selv at få en tur på en lille gummi-hoppeko, køre en tur på model-traktorlandskabet i laden og ikke mindst snobrødsbagning.