Far og søn deler hobby
Interessen for de gamle traktorer er stor og trak mange til det store træf i Brørup
Mange fritidsinteresser går videre fra generation til generation. Sådan er det også, når det gælder de gamle traktorer. Et af beviserne på det er Knud Erik Hansen og sønnen Michael.
De har begge veterantraktorer som deres hobby, så naturligvis var de med, da Dansk Veteran Traktor Klub holdt sit årlige træf i Brørup.
De har begge veterantraktorer som deres hobby, så naturligvis var de med, da Dansk Veteran Traktor Klub holdt sit årlige træf i Brørup.
Knud Erik Hansen, Hjerpsted ved Højer, har mere end 20 gamle traktorer, og to af dem var med i optoget. Han kørte selv på sin Allis-Chalmers D272 fra 1958, som han har haft i 20 år og selv brugt i marken.
Sønnen Michael Madsen, Bredebro, har selv tre veteraner stående, men han kørte på sin fars Fordson Super Major, som i øvrigt er den næste i rækken, der står for en renovering.
Det er i øvrigt 100 år siden, Ford startede produktionen af traktorer, så årets tema var Fordson og Ford-traktorer, og dem var der 30 af på pladsen i år. Samlet var der 150 veterantraktorer på træffet.
- Det har været en rigtig god weekend, og vi har svært ved at få armene ned, lyder det fra formanden, Torkil Lund, Mjang.
Pladsen blev gjort klar i øsende regn, men det ændrede sig til weekenden, hvor der var flot vejr, der trak mange gæster. 1000 lørdag og 900 søndag, og det er allerede besluttet, at træffet gentages i uge 26 næste år.