Tysk koncern køber Fendt-delen af TBS Maskinpower

Den tyske koncern Raiffeisen Waren GmbH har købt »den grønne del« af TBS Maskinpower og går aktivt ind i den danske maskinhandlerbranche. Målet er at drive maskinhandel, udvikle et topprofessionelt FENDT-kompetencecenter og samtidigt høste erfaring om markedet.

Raiffeisen Waren er et stort og vidt forgrenet andelsselskab med afsæt i landbruget. Selskabet har 120 års succes og vækst bag sig. Den samlede omsætning er på over 1,1 milliarder euro. Den gren, der har købt Fendt-delen af det konkursramte TBS Maskinpower, arbejder indenfor maskinhandel, byggemarkeder, korn- og foderstoffer, handel med energi og flere andre aktiviteter.

De etablerer sig i Danmark ved at købe grund og bygninger, hvor TBS Maskinpowers Fendt-afdeling i Starup ligger og har dertil købt aktiemajoriteten i, hvad der bliver det nye TBS Maskinpower i Starup. Administrerende direktør Jens Hansen ejer de resterende aktier. Han fortæller, at TBS Maskinpower i Starup fortsat vil være en dansk virksomhed, med dansk ledelse og drevet efter sunde jyske principper om handel, service og langvarige relationer med kunderne.

Målet med det nye selskab er at opbygge et stort Fendt kompetencecenter, og Raiffeisen er indstillet på at investere yderligere i driften, hvilket tydeligt bekræftes af, at teamet i Starup samtidigt med kontraktens underskrivelse fik seks nye kolleger. Det er administrativt og teknisk personale fra TBS i Brørup.

Som bekendt udvikler Fendt sin produktplatform med stor hast. Senest er Katana-finsnitterne blevet introducerede, Challenger blevet en del af Fendt-programmet i Europa, og Lely-græsmaskiner er blevet overtaget af AGCO.

Det går stærkt lige nu, synes Jens Hansen.

- Det går faktisk så stærkt, at vi som små eller halvstore maskinhandlere har svært ved at følge med. Det kræver enorme ressourcer at introducere noget nyt, uddanne servicespecialister og alle de andre ting, nye produktlinjer fører med sig. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi har fået så stærk en spiller som Raiffeisen ind som dynamo i udviklingen, siger han.  

For Jens Hansen bliver det ikke noget nyt at være direktør i Starup, for det har han været i mange år, men det bliver nyt med en stor »fremmed« aktionær. Det ser han imidlertid ikke som noget negativt.

- Vores overvejelser minder meget om dem, en hel del landmænd gør sig for tiden. Skal de være ejer? Eller skal de have en kapitalpartner og så koncentrere sig om det, de er gode til, nemlig at drive gården? Vi er gode til maskinhandel og service, og Raiffeisen har den økonomiske styrke, der skal til for at vækste TBS Maskinpower og matche de stadigt mere krævende landbrug og maskinstationer, så det er et godt match.  Det bliver rigtigt spændende at stå i spidsen for.
 

Læs også