Udstillere bakker op om messe

Der er sendt kontrakter ud til de første 115 udstillere, lyder det fra arrangørerne af NutriFair

Der er sådan cirka trekvart år til, at NutriFair igen slå dørene op i Messe C i Fredericia.

Men allerede nu har arrangørerne travlt med forberedelserne til den femte udgave af specialmessen:

- I 2016 fejrer NutriFair fem års jubilæum, og vi er utroligt taknemmelige for, og også lidt stolte af, hvad vi i tæt samarbejde med branchen har fået bygget op på den relativt korte periode. Både med hensyn til indhold, form og målgrupper har NutriFair virkelig fundet sit ståsted som et værdifuldt handels- og mødested, der hvert år tiltrækker tusindvis af landbrugets beslutningstagere. Det er i meget høj grad branchens egen fortjeneste, at niveauet er så højt, lyder det fra projektleder i Messe C Peter Sunesen.

Han tilføjer, at arrangørerne vil markere jubilæet ved at give det faglige gashåndtag et ekstra vrid i forhold til tidligere år. Både besøgende og udstillere kan også forvente et par overraskelser.

Godt fyldt op

Netop udstillerne bakker lige som de foregående fire år op om 2016-udgaven, konstaterer Peter Sunesen. Allerede nu er Hal A ved at være fyldt godt op med leverandører til den animalske landbrugsproduktion.

- Vi har lige sendt kontrakter ud til de første 115 udstillere. Flere følger i de kommende dage. Og selv om vi er meget tidligere ude end sidste år, er udstillerne hurtige til at skrive under og bekræfte tilmeldingerne. Faktisk fik vi den første underskrevne kontrakt retur kun 46 minutter efter, at vi havde sendt den. Det er vist lidt af en rekord, konstaterer Peter Sunesen.

NutriFair 2016 finder sted 20.-21. januar.

Læs også