En måned med mange konkurser

Langt flere virksomheder i bygge- og anlægsbranchen er bukket under i årets første fire måneder end i samme periode sidste år

I april måtte 63 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen dreje nøglen om, oplyser Dansk Byggeri.

Her konstaterer man samtidig, at man dermed nåede op på 204 konkurser i årets første fire måneder. Til sammenligning var der i samme periode sidste år blot 47 konkurser.

- For anden måned i træk ser vi et konkursniveau, som ligger markant over niveauet fra sidste år. Det er stadig ikke tid til at male fanden på væggen og proklamere et stigende konkursniveau, da konkurstallene varierer meget fra måned til måned. Men hvis vi ikke ser en bedring i de kommende måneder, kan vi blive nødt til at justere vores skøn for antallet af konkurser i 2015, lyder det fra chefkonsulent i Dansk Byggeri Andreas Fernstrøm.

Sukker efter et øget privatforbrug

Han påpeger, at det kan virke paradoksalt, at der er flere konkurser, når man sammenholder med de seneste tal for beskæftigelsen, der viser en stigning:

- Men det hænger formentlig sammen med, at mens mange virksomheder i branchen klarer sig bedre og ser lysere på fremtiden, så er der også en restgruppe af virksomheder, som har sværere ved at vriste sig fri af de dårlige tider.

- Hvis man skal tage de optimistiske briller på, så kan man håbe, at de stigende boligpriser kombineret med den lave rente, vi indtil videre har haft i 2015, kan sparke gang i privatforbruget. Et øget privatforbrug er nemlig præcis det, som branchen sukker efter.

Læs også