Holstebro kommune har på to år halveret sagsbehandlingstiden på miljøgodkendelser af husdyrbrug.
Det går hurtigere og hurtigere for landmænd i Holstebro
Kommune at få en miljøgodkendelse. Kommunens gennemsnitlige sagsbehandlingstid
i 2014 er opgjort til 5,8 måneder. Dermed er sagsbehandlingstiden halveret på 2
år.
Det viser den nyeste statistik for sagsbehandlingstiden på
ansøgninger om miljøgodkendelse af husdyrbrug i 2014, som Miljøstyrelsen har
offentliggjort.
SE HELE LISTEN HER
Flere vil udvide
Natur- og miljøchef i Holstebro Kommune, Flemming Lehbert
Sørensen glæder sig især over, at sagsbehandlingstiden er blevet reduceret,
samtidigt med at kommunens landmænd over de sidste år har udvist større lyst
til at udvide.
- Miljøstyrelsens opgørelse viser, at antallet af
ansøgninger om godkendelse er steget med næsten 40 % i forhold til 2012. Og det
har bragt Holstebro Kommune op i top 3 på landsplan over de kommuner, der i
2014 traf flest afgørelser på husdyrområdet, fortæller Flemming Lehbert Sørensen.
Holstebro Kommune mødes årligt med landbrugets
organisationer i området. På mødet i 2014 udtrykte organisationerne, at en
sagsbehandlingstid på 200 dage, som svarer til 6,7 mdr., vil være et fornuftigt
niveau.
Karsten Filsø (SF), formand for Udvalget for Natur, Miljø
og Klima, er tilfreds med udviklingen.
- Det glæder mig, at sagsbehandlingstiden fortsat falder.
I Holstebro Kommune har vi lagt stor vægt på at fremme erhvervsservicen. Derfor
er det tilfredsstillende, at forvaltningen har arbejdet målrettet på at indfri
erhvervets forventning til behandlingstiderne, siger Karsten Filsø.