Årets sidste forårsuge bliver kold og fugtig

Der er udsigt til højst 15 grader de kommende dage Det på trods af, at der blot er en uge til sommer på kalenderen.

- Der er ikke udsigt til noget sommervejr overhovedet.

Sådan bliver forudsigelserne af vejret i sidste uge af maj - og dermed af det kalendermæssige forår - kort og kontant præsenteret af Jørn Thomsen, vagthavende meteorolog hos DMI til TV2 regionerne.

Termometret kommer til at vise mellem 10 og 15 grader, og man skal dermed have en livlig fantasi for at forestille sig de 25 grader, der af DMI defineres som en regulær dansk sommerdag.

Torsdag kommer der et mindre vejrskifte, der betyder chance for mere nedbør, mens vinden går i sydvest.

- Det gør, at luften et eller andet sted er lidt varmere, men fordi der er mange skyer og lidt regn, så stiger dagtemperaturerne ikke, men nattemperaturerne er en lille smule stigende, konstaterer Jørn Thomsen.

Han forklarer, at der ikke umiddelbart er udsigt til store forskelle i vejrliget i de forskellige landsdele.

I DMI's seneste månedsprognose spåede instituttet, at årets første meteorologiske sommerdag ville falde i forbindelse med weekenden 6.-7. juni.

Læs også