Holland kan snart påbegynde eksport af svinekød til Indien. Det meddeler nyhedsportalen Pig Progress.

Ifølge internetportalen skulle Holland og Indien for nylig være blevet enige om et eksportcertifikat, der betyder, at Holland fra denne måned kan eksportere svinekød til Indien.

På trods af at Indien ikke har tradition for at spise svinekød, betragtes landet som et interessant marked for eksportører af svinekød, kommenterer Karsten Flemin i Markedsnyt for Svinekød fra Landbrug & Fødevarer (L&F).

Indien har omkring 1,2 mia. indbyggere, og i særligt to områder af landet spiser man svinekød. Det skulle ifølge PigProgress være i syd omkring Goa og i øst tæt på grænsen til Myanmar.