Urin fra festival skal gøde maltbygmarker
Når godt 100.000 festivalgæster indfinder sig i Roskilde, bliver deres urin samlet sammen – og spredt ud på sjællandske marker
Det er titlen på et nyt såkaldt bæredygtighedskoncept, som Landbrug & Fødevarer (L&F) lancerer i samarbejde med Roskilde Festival. Ideen er, at urin fra Roskilde Festivalens flere end 100.000 gæster bliver samlet i særlige gylletanke – og herefter bliver spredt ud som gødning på sjællandske maltbygmarker.
- Det handler om at vende vores tilgang til affald fra at være en belastning til at være en vigtig ressource. Den meget festival-urin er i dag en belastning for miljøet og i første omgang for kloaksystem og renseanlæg i Roskilde. Med projektet vender vi de mange liter til at være en ressource, siger kommunikationsdirektør i L&F Leif Nielsen på organisationens hjemmeside.
Her vurderer han, at projektet vil blive godt modtaget:
- Jeg tror, de fleste kan se både det fornuftige - men også det sjove i - at man er med til at lave sin egen øl i stedet for at lade sit affald gå til spilde. Alle taler om bæredygtighed, og her kan landbruget vise et ret konkret billede på den bæredygtighedstankegang, som præger erhvervet i disse år. At der også går rock n´ roll i den, tror jeg kun fremmer budskabet.
Årets Roskilde Festival finder sted i dagene 27. juni til 4. juli.