Til september næste år flytter Fødevarestyrelsen sine kontorer i Vejle og Esbjerg til Vejen, hvor alle styrelsens medarbejdere i Sydjylland dermed bliver samlet.

Og baggrunden for flytningen er blandt andet besparelser, lyder det fra direktør i Fødevarestyrelsen Esben Egede Rasmussen:

- For det første håber jeg, at det vil give en anden synergi medarbejderne imellem, og give et større udbytte af de erfaringer, de får i hverdagen. For det andet, så sparer det os for fire millioner kroner årligt. Så det er ønsket om at få samling på tropperne og ikke et fravalg af Esbjerg og Vejle, der har drevet værket. Fødevarestyrelsen har været meget glad for at have kontorer i de to byer.

Koster ikke arbejdspladser

Fødevarestyrelsen oplyser, at besparelserne kommer fra billigere husleje og samlet drift – og det vil ikke komme til at koste arbejdspladser, lover Esben Egede Rasmussen:

- De ansatte bor i hele det sydjyske område, så de er vant til at flytte sig for at komme på arbejde. Mange arbejder som tilsynsførende, der kan køre ud direkte fra deres bopæl, og det kommer ikke til at ændre sig. Derfor tror og håber jeg heller ikke, at der vil være nogen, der stopper på grund af flytningen.

På afdelingerne i Vejle og Esbjerg arbejder medarbejdere fra Fødevarestyrelsens fødevare- og veterinærenheder samt folk fra Fødevarestyrelsens Rejsehold og Det Veterinære Rejsehold.