For fem år siden udarbejdede Naturstyrelsen en indsatsplan for mårhunde, der løber frem til udgangen af i år.

Formålet med indsatsen var at udrydde mårhunde i Danmark ved udgangen af 2015. Men det mål er formentlig ikke realistisk at opnå, viser en evalueringsrapport, som rådgivningsvirksomheden Cowi har udarbejdet.

Hos Naturstyrelsen hæfter man sig dog ved, at indsatsen har sikret at ”bestanden af mårhund formentlig ikke er vokset” – og at man er lykkedes med at forhindre mårhund i at sprede sig fra Jylland til andre dele af landet.

- Vi har lært meget om mårhund i de sidste fem år, og vi er blevet væsentlig bedre til at fange dem, fordi vi kan se, hvilke metoder der virker. Selvfølgelig ville det have været dejligt, hvis vi kunne sige, at Danmark var blevet mårhundefrit, men det er slet ikke realistisk. I stedet skal vi holde bestanden nede – særligt i vores vigtige fuglebeskyttelsesområder – og holde dem fra at sprede sig til øerne, siger biolog i Naturstyrelsen Hans Erik Svart på styrelsens hjemmeside.

Her fremgår det, at mårhunde er uønskede her i landet, idet de er en trussel mod padder og såkaldt jordrugende fugle – og samtidig kan mårhunde bære både parasitter og smitsomme sygdomme.