Der er masser af enge og overdrev, der trænger til pleje, og økologerne har nogle af de dyr, der kan gøre det. Alligevel går naturpleje og landmandsinteresser ikke altid op i en højere enhed. Men det kan lade sig gøre at forene interesserne, hvis man strikker aftalerne rigtigt sammen, mener Økologisk Landsforening.

Foreningen er netop nu i gang med et vidensdelingsprojekt støttet af landdistriktspenge fra EU og Miljø- og Fødevareministeriet sammen med seks økologiske landmænd, der arbejder med naturpleje.

For landmændene er det helt afgørende, at de dyr, de sender ud at græsse i naturen, vokser godt. Det er ofte unge dyr, der ikke er udvoksede, og som efterfølgende skal blive til gode malkekøer eller slagtedyr af høj kvalitet. Det forudsætter, at de vokser godt – det vil sige tager minimum 700-800 gram på om dagen, understreger projektleder og kvægbrugskonsulent i Økologisk Landsforening, Kirstine Lauridsen.

- Det er en udfordring, men den kan løses. Det har vi set i praksis i projektet, men det forudsætter, at ejerne af arealerne og myndighederne, der laver støtteordningerne, er med til at finde løsninger, der kan fungere i praksis, siger Kirstine Lauridsen.

Hun nævner blandt andet tilladelse til at dele arealet op i folde, som dyrene kan afgræsse på skift. Det giver en bedre græsvækst og dermed bedre vækst hos dyrene, end hvis de hele sommeren går på hele arealet. Skiftende folde er desuden med til at forebygge opformering af orm og parasitter, der afmagrer dyrene, hvis de ikke er under kontrol.