Årets elev i svineproduktion er netop blevet kåret foran 2.000 tilhørere på svinekongressen i Herning.
Den dygtigste svineelev i landet hedder Bertel Bovbjerg og
går på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus i Vejlby. Det er netop blevet
afsløret på scenen ved dette års svinekongres i Herning.
22-årige Bertel Bovbjerg er i gang med 2. hovedforløb på
Vejlby, og det var også her, han begyndte sin landbrugsuddannelse på
studenterholdet Trin S tilbage i 2013. Siden har han været i praktik på
Molsgård Svineavl på Mors, et avlscenter med 200 Duroc søer og 900 landrace
søer.
”Bertel er en meget sjælden elev. I mine 25 år har jeg
aldrig mødt en, der er så målrettet og engageret og nysgerrig på sit fag.
Bertels store styrke er, at han kan samarbejde både på ledelsesniveau og med
samtlige medarbejdere. Alle siger det samme: Du fortjener det, Bertel,” sagde
Bertels praktikvært, Jørgen Gade Nielsen.
Underviser på JU Århus, Vejlby, Andreas Weber, fremhævede
også sin elevs store overskud til andre og kaldte Bertel Bovbjerg en ’rigtig
god ambassadør’ for erhvervet.
Bertel Bovbjerg blev udvalgt blandt tre nominerede i
kategorien ’årets elev i svineproduktion'. Med titlen som årets svineelev
følger 6.000 kroner, en gokart-tur med kollegerene og kage til hele skolen i
Vejlby.