Øko-potentiale i Norden

Det er en rigtig god idé at se mod de nordiske lande i forhold til eksport af økologiske produkter, mener markedschef Helene Birk

16 danske, økologiske virksomheder drager i weekenden til Malmø for at udnytte en voksende efterspørgsel på økologiske varer i vores nabolande.

Eksport-potentialet i Sverige er større end nogensinde, vurderer markedschef for eksport i Økologisk Landsforening Helene Birk, som arrangerer det danske eksportfremstød på Nordic Organic Food Fair:

- Med den udvikling, vi ser på øko-markederne i de øvrige nordiske lande i øjeblikket, er der rigtig god grund til at kigge i den retning i forhold til eksport. Især Sverige er interessant og rummer et større eksport-potentiale for danske økologer end nogensinde før.

Ifølge Helene Birk er det erfaringen fra de foregående tre år på Nordic Organic Food Fair, at dansk økologi vækker stor interesse hos de nordiske indkøbere. Og på et marked som det svenske, der lige nu oplever en voldsom en stigning i efterspørgslen på økologiske varer, har de danske øko-virksomheder meget at byde ind med, vurderer hun:

- Vi har lange økologiske traditioner i Danmark, og vi er det land i verden, hvor øko-varer fylder mest i forbrugernes indkøbskurve. Det betyder blandt andet, at vi har et utroligt veludviklet økologisk marked, og at danske virksomheder kan bidrage med et bredt udvalg af gode øko-produkter, som vil gøre det væsentlig mere interessant og inspirerende at være svensk øko-forbruger.

Nordic Organic Food Fair er en økologisk fødevaremesse, som første gang fandt sted i 2013. Den finder i år sted den 1.-2. november.

Læs også