Realkreditselskaber forventer yderligere prisstigninger

Selv om realkreditselskaberne taber stadigt mindre på landbruget, er der formentlig udsigt til stigninger på bidragssatserne.

Realkreditselskabernes tab på landbruget er stærkt faldende. I årene fra 2007 til 2014 tabte de under en milliard kroner på landbruget. Og i 2014 var tabet helt nede på 126 millioner kroner.

Alligevel lyder det ifølge Jyllands-Posten fra flere realkreditselskaber, at man kan være nødt til at hæve bidragssatserne, der opkræves for at dække realkreditselskabernes tab og administrationsudgifter.

- Det skyldes først og fremmest skærpede regulatoriske krav til blandt andet størrelsen af vores egenkapital samt de afkastkrav, der gælder for finansielle virksomheder, siger Jens Kr. A. Møller, administrerende direktør for DLR Kredit.

 

Forstår frustrationen

Hos Nykredit, hvor landmændenes restancer også er stærkt faldende, er man enig i, at man snarere skal vente en stigning i bidragssatserne end det modsatte.

Rådgivningschef i Nykredit Sune Worm Mortensen forstår godt, hvis landmændene er frustrerede, men:

- Landmænd er lige som alle vores andre kundegrupper påvirket af de markant strammere krav, der stilles til os som finansiel virksomhed, siger han.


Sort boks

Landbrugets udgifter til bidragssatser er på få år steget 128 procent, og ifølge Landbrug & Fødevarers rådgivningsvirksomhed Seges er det fair at hæve bidragssatserne, hvis risikoen eller omkostningerne reelt stiger.

- Problemet er, at vi ikke kender baggrunden for prisstigningerne. Prissætningen foregår delvist i en sort boks, som offentligheden ikke har adgang til. Derfor kan vi ikke vide, om der fuldt ud er belæg for stigningen, siger erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser fra Seges.

Læs også