EU undersøger dansk støtte til Vestjysk Bank

En undersøgelse skal afdække, om en omstruktureringsplan er tilstrækkelig til at genoprette bankens "langsigtede rentabilitet", hedder det

Europa-Kommissionen har nu indledt en grundig undersøgelse af Vestjysk Bank A/S.

Med undersøgelsen vil man vurdere, om støtte ydet af Danmark til Vestjysk Bank er forenelig med EU’s statsstøtteregler.

I april 2012 godkendte Kommissionen op til godt 8,9 milliarder kroner i midlertidig statsstøtte til banken, ind til der var ”indsendt en passende omstruktureringsplan”. Danmark har siden indsendt en foreløbig omstruktureringsplan for Vestjysk Bank A/S - en plan, der senest blev ændret i juni.

- Kommissionen er på nuværende tidspunkt bekymret for, om omstruktureringsplanen vil være tilstrækkelig til at sikre genoprettelse af bankens langsigtede rentabilitet. Kommissionen vil også vurdere, om banken og dens ejere bidrog tilstrækkeligt til omstruktureringsomkostningerne, og om der er truffet passende foranstaltninger for at minimere den konkurrencefordrejning, som statsstøtten har forårsaget, skriver Europa-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Landbruget giver udfordringer

For godt to uger siden offentliggjorde Vestjysk Bank sit resultat for årets tre første kvartaler. Her fremgår det, at banken leverer et resultat før skat på 31 millioner kroner.

- Selvom vi ikke kan være tilfredse med et resultat på 31 millioner kroner for en bank af vores størrelse, er vi tilfredse med de indtjeningsmæssige resultater, vi har opnået i løbet af årets første ni måneder – ikke mindst, når vi tager i betragtning, at vores udlån er faldet fra 15,5 milliarder kroner pr. 30. september 2014 til 13,9 milliarder kroner pr. 30. september 2015, sagde administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank Jan Ulsø Madsen på bankens hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen.

Her påpegede han også, at fremtidsudsigterne inden for landbruget stadig udgør en "udfordring" for banken.

Det er således fortsat nedskrivninger på landbrugseksponeringer, der med en andel på 38 procent af de akkumulerede nedskrivninger pr. 30. september, udgør den største andel af bankens nedskrivninger.

Læs også