Lufthavn valgte traktor med skrå snude

Esbjerg Lufthavn valgte en MF 5610 med skrå motorhjelm til sine opgaver

En hydraulisk drevet kost i fronten i rigtigt mange timer hvert år er vilkårene for den nye Massey Ferguson 5610 Essentiel, der netop er blevet indkøbt til Esbjerg Lufthavn hos TBS Maskinpower i Brørup.

Traktoren skal fremover være en del af det beredskab, der skal sørge for, at Esbjerg Lufthavn er ren og velfriseret, når de tunge fragtfly og utallige helikoptere lander og letter.

Meget kørsel med frontmonterede redskaber, såsom fejekost, var ifølge lufthavnen afgørende for valget af en MF 5610. Med sin skrå motorhjelm er der fra traktorens førersæde et godt overblik over frontmonterede redskaber.

Stor hydraulikydelse

Vedligeholdelsen af det 110 hektar store lufthavnsområde omfatter opgaver som græsklipning, fejning og snerydning.

Esbjerg Lufthavn er et vigtigt knudepunkt for offshore-industrien. Året igennem er der fast seks mand beskæftiget med pleje og vedligehold af de grønne arealer, pladser og baner.

I maskinparken indgår to traktorer med hver en græsklipper, og da den ene græsklipper stod for udskiftning, greb det om sig. Tre forskellige traktormærker blev testet til formålet, og her blev MF’s ergonomiske førerplads, en brugervenlig joystick og en hydraulikydelse på 100 liter i minuttet samt den skrå motorhjelm udslagsgivende.

Vedligeholdelsen af lufthavnsområdet organiseres af sektionsleder Jakob Lerche Hjelholt, mens det bliver traktorfører Niels-Peter Corfixen, der kommer til at køre med nyerhvervelsen.

Læs også