- Vi har fået mere gødning – vi har fået udfordringsretten. Vi er langt fra i mål – men vi er kommet et godt stykke på vejen, pointerede Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen, i indledningen på sin beretning på foreningens generalforsamling i Horsens tirsdag eftermiddag.
Den seneste tids massive fokus på landbruget og landbrugspakken, var naturligvis et af de store emner, da Bæredygtigt Landbrug tirsdag eftermiddag tog hul på sin generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens.
- Men politisk fnidder fnadder ryster os ikke – forhåbentlig kommer det heller ikke til at ryste samfundet, fastslog formand Flemming Fuglede Jørgensen i indledningen til sin årsberetning, hvor han samtidig fastslog, at trods kritikken, så er der sket et markant skifte i den politiske regulering af landbruget.
- Efter 25 år, hvor vi i landbruget er blevet belastet af regel på regel, lov på lov, afgift på afgift, skat på skat, kan vi i år sige: Kursen er lagt om. Vi har fået et paradigmeskifte – det er tiltrængt.
- For første gang i 20 år er der gået et helt år, hvor vi danske landbrugsfamilier ikke er blevet yderligere begrænset eller beskattet. Vi har haft et gennembruddets år – for både landbrug og natur, lød det fra formanden i den indledende del af beretningen.
Er kommet over toppen
Han forklarede samtidig, at han sidste år afsluttede generalforsamlingen med at sige, at man var tæt ved toppen af bjerget med en kæmpe snebold foran sig, og hvis man spændte musklerne godt, ville man komme over.
- I år vil jeg sige – vi gjorde det – vi kom over toppen. Vi har fået mere gødning – vi har fået udfordringsretten. Vi er langt fra i mål – men vi er kommet et godt stykke på vejen.
- Jeg håber, at den politiske situation meget snart bliver så stabil, at der atter kan skabes fremgang. Det kan kun gå for langsomt, lød det fra talerstolen.
Danmark i selvsving
Formanden påpegede videre, at Danmark i de seneste uger er gået i selvsving over en beregnet merudledning over et par år på mellem 2 og 7.000 tons kvælstof – ud af en samlet reduktion på over 100.000 tons.
- Når man begynder at måle, vil det vise sig, om tallene for merudledning overhovedet er der.
- Men jeg må have lov til at sige: Sikken et cirkus med selvpromoverende politikere på begge fløje, politiserende forskere og professorer, der ikke tør tage udfordringen op med intelligent landbrugsregulering.
- Og sidst men ikke mindst en kanonpresse, der har vildledt samfundet og ikke har sat sig ind i sagens substans.