Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) redder måske rideskoler, der er truet af lukning i forbindelse med nye regler
REGLER: Flere rideklubber og stutterier rundt i landet
risikerer lukning, hvis de nye regler i hesteloven skal føres ud i livet. Det
koster millioner af kroner, men miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ser
nu ud til at komme mange af disse klubber til undsætning.
Hun vil se nærmere på, om der reelt er behov for disse
ændringer.
Det kan komme en klub som Tinglev Rideklub til gode. Her
står klubben foran omkostninger på seks millioner kroner for at opfylde kravene
i hesteloven, som er fuldt indført i 2020.
- I sådan nogle stalde, som vi har her, der synes jeg, det
er fuldstændig tåbeligt. Vi vil gøre alt for dyrevelfærden, men den nye lov
giver os en helt masse problemer, siger Holger Holm, der er formand for Tinglev
Rideklub, til TV Syd.
Loven forlanger, at loftshøjden i hestestaldene skal være
mindst 2,6 meter, og at der skal være et lysindfald. Og de regler tvinger altså
rideklubben til at skulle bygge om for millioner.