Den stigende udledning af kvælstof til vandmiljøet, som følge af landbrugspakken er blot et skvulp, som end ikke kan måles. Det er langt fra nogen miljøkatatrofe.

Sådan lyder meldingen fra professor ved Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen. Han er en af de helt centrale spillere i de seneste dages mediestorm mod miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som af visse politiske kommentatorer er blevet vurderet til at kunne vælte ministeren.

Jørgen E. Olesen var nemlig en af de forskere, som stod frem i Berlingske i søndags, og sagde, at han ikke er enig i den udlægning, som ministeren ellers har givet, hvor hun har sagt, at miljøregnskabet allerede fra 2016 går i plus. En melding han har gentaget i flere medier i de seneste dage.

At miljøregenskabet ikke går i plus er dog på ingen måde det samme som at sige, at landbrugspakken, og den dertilhørende forøgelse af kvælstofnormerne, generelt er en katastrofe for miljøet, slår han fast.

- Landbrugspakken er en yderst fornuftig ting. Når det her er havnet i den her shitstorm, som det er, så er det fordi, at man (regeringen, red.) ikke var hudløs ærlig dengang man fremlagde det. Jeg synes man burde have sagt: »Jamen selvfølgelig. Vi har brug for at hjælpe landbruget i den økonomisk trængte situation. Så vi laver nogle lempelser inden vi nu fuldt ud får de kompenserende foranstaltninger på plads, simpelthen fordi, at de foranstaltninger, tager tid«, siger Jørgen E. Olesen.

Han kritiserer dem, der i de seneste dage har fremstillet det som om, at landbrugspakken og de forøgede kvælstofnormer er en regulær miljøkatastrofe.

-  De burde tage og se lidt på proportionerne i det alt sammen. Sagen er den, at den øgede udledning, som vi ser her, er der aldrig nogle, som nogensinde vil kunne komme til at måle ude i vandmiljøet. De naturlige variationer i, hvor meget der udledes derud til er større end det, som der ligger i landbrugspakken, siger han.

Når du har stillet op i både Berlingske og DR omkring det her, har du så også sagt det samme, som du nu siger til mig?

- Ja, men man søger jo konfrontationen her. Og når jeg bliver spurgt om det her giver øget udledning, så er jeg jo nødt til at svare ja. Det gør det selvfølgelig isoleret set. Der ingen der er gået ind i om det betyder noget eller ej, lyder det fra professoren, som de seneste dage flere gange er betegnet som en af landets førende miljøforskere.