Tillid til mærkningsordninger intakt

Fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser, at forbrugertilliden til mærkningsordninger bliver udvandet.

Det var Christian Poll, medlem af Folketinget for Alternativet, der rejste spørgsmålet, om hvorvidt det kommende velfærdsmærke for dansk svineproduktion ville udvande forbrugernes tillid til mærkningsordninger generelt. I sit spørgsmål til ministeren pointerede Christian Poll, at velfærdsmærket ifølge aktører ville komme til at omfatte stort set hele den danske svineproduktion skriver Fødevarewatch.dk.

Bekymringen er dog ubegrundet, mener fødevareminister Esben Lunde Larsen, der ikke vurderer, at der er risiko for at udvande forbrugernes tillid til mærkningsordninger.

Fødevareministeren mener også, at der er tale om en misforståelse, når det skal gøres op hvor meget af svineproduktionen dyrevelfærdsmærket vil omfatte.

"Kriterierne for et dyrevelfærdsmærke er endnu ikke endeligt fastlagt. Det er forbundet med nogen usikkerhed at opgøre markedsandelen af dyrevelfærdsprodukter, men skønsmæssigt opfylder ca. 3 % af hele den nuværende danske produktion svarende til ca. 15-20 % af den nuværende danske produktion til hjemmemarkedet de kriterier for 2 og 3 stjerne, som indgår i Fødevarestyrelsens oplæg," skriver Esben Lunde Larsen i sit svar til Christian Poll.

Han forventer derimod, at næsten ingen produktion af svinekød vil leve op til den ene stjerne, som er et det laveste niveau af dyrevelfærd.

Læs også