På Fyn er der flere steder meldinger om udsprungne bøge,
men nu er den første bøg i statsskovene også sprunget ud, oplyser
Naturstyrelsen.
- Et bøgetræ i den frodige Grund Skov ved Vejle er
sprunget ud. Det er den første lysegrønne bøg i statsskovene. Træet vokser på
en lun plet med masser af sol 100 meter fra bredden af Vejle Fjord, skriver
Naturstyrelsen på sin hjemmeside.
Her fortæller skovfoged Torsten Bachmann Christiansen fra
Naturstyrelsen Driftscenteret, at de bøgetræer, der allerede nu springer ud,
vokser på lune og godt beskyttede pletter i skovene:
- Samtidig har de første træer nedarvede gener, der
fortæller træet, at det er smart at springe tidligt ud, fordi det giver en lang
vækstsæson. De træer der venter lidt længere har til gengæld mindre risiko for
at få de nye blade skadet af forårets nattefrost.
Grund Skov og de øvrige skove langs de østjyske fjorde er
ofte blandt de første til at kunne fremvise lysegrønne bøgetræer.
De fleste andre steder springer bøgeskoven først ud i de
sidste dage af april og begyndelsen af maj.