Roe gemte guldring

Det var et meget usædvanligt syn, der forleden mødte medarbejdere ved DLF-Trifolium på Stevns

Markarbejderne på DLF-Trifoliums forædlingsstation på Stevns finder jævnligt flinteøkser, hestesko eller mønter.

Men nu er en gammel guldring dukket op inde i en oversavet roe, og hos DLF-Trifolium betegner man det som ”tæt på et mirakel”.

Man peger nemlig på, at roerne er dyrket i en lille mark på forædlingsstationen, hvorfra planteforædler Vibeke Meyer ud fra 40.000 roer har udvalgt 350 roer til videre forædling. Roerne tages op deles på langs og plantes i potter. Dette arbejde blev udført forleden af Lukasz Kasprzak og Thomas Løth Olsen.

- For at de store roer skal kunne være i potterne skal spidsen skæres af, og de to markfolk gjorde store øjne, da der pludselig trillede en ring ud. Laborant Annette Ralsted tjekkede straks ringen under mikroskopet for mærker, og hun fandt ud af, at det er en 14 karats guldring med to safirer, der er fremstillet af en guldsmed, der havde forretning i København fra 1898-1937, skriver DLF-Trifolium i en pressemeddelelse.

Det er endnu uvist, hvem ringens ejer er.

Ifølge DLF-Trifolium er det mest sandsynlige, at roens rod er vokset igennem ringen, og roen har så senere omsluttet ringen.

Læs også