DC: Pænt vejr kommer for tidligt

Effekten af privat oplagring af svinekød er endnu ikke slået igennem, lyder det fra Danish Crown

Vejret har en central plads i torsdagens markedsberetning fra Danish Crown.

Heri peger man nemlig på, at vejret er godt i det meste af Nordeuropa. Men:

- Det er desværre en lille måned for tidligt, at vi får det meget pæne vejr i Danmark og Nordeuropa, så effekten på efterspørgslen har derfor været nærmest ubetydelig, siger underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard i markedsberetningen med henvisning til, at grillsæsonen endnu ikke er gået i gang.

Han peger desuden på, at EU-ordningen med privat oplagring af svinekød endnu ikke har haft den store effekt på forbedrede priser på svinekød:

- Når vi ser på de mængder, der indtil videre er skrevet kontrakt på, ligger de på et lavt niveau sammenlignet med de seneste gange, hvor vi har haft ordningen med EU-støtte til privat oplagring. Det skyldes formentlig, at den kontante støtte ligger 35-40 procent under, det vi så ved den seneste ordning i 2011.

Ifølge Søren Tinggaard er der dog rimelig balance med udbud og efterspørgsel, og noteringen for både svin og søer er uændret.

Læs også