Seges: 15 procent reduktion i antibiotikaforbrug er urealistisk

15 procent lyder som et tal, der er grebet ud af den blå luft og ikke har rod i faglig vurdering, mener VSP-direktør Claus Fertin

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) er klar med en MRSA-handlingsplan på baggrund af en ekspertgruppes anbefalinger.

Udkastet til handlingsplanen rummer ifølge Videncenter for Svineproduktion under Seges (VSP) en række fornuftige tiltag. Men man fremhæver også, at Fødevareministeriet lægger op til en reduktion i antibiotikaforbruget til svin på 15 procent inden 2018.

- En reduktion på 15 procent inden 2018 lyder ikke realistisk. Jeg vil love ministeren, at vi vil knokle for at bruge så lidt som overhovedet muligt. Men det er helt uomtvisteligt, at danske svineproducenter vil have mulighed for at behandle syge dyr, når det er nødvendigt, siger direktør for VSP Claus Fertin.

Danske svineproducenter har allerede reduceret forbruget af antibiotika med 17 procent siden 2009. Erhvervet har en målsætning om at skære yderligere fem procent af forbruget inden 2020.

- Vi kan ikke fra den ene dag til den anden bare lige fjerne hverken fem eller 15 procent af antibiotikaforbruget. Husk på, at vi i forvejen er blandt de lande i verden, der bruger mindst medicin i vores svineproduktion. Så de lavthængende frugter er plukket for længst. Det er en benhård indsats fra svineproducenternes side, der har bragt os så langt ned. Derfor virker 15 procent som et tal, der er grebet ud af den blå luft og ikke har rod i en faglig vurdering af, hvad der er mulig, lyder det fra Claus Fertin.

Læs også