Et partnerskab skal arbejde på at realisere en vandbesparelse på op mod 30 procent i 2020
Innovationsfonden investerer nu 50 millioner kroner i at
udvikle ny teknologi, der kan spare på fødevareindustriens brug af rent
drikkevand.
Samtidig investerer 14 virksomheder og fem vidensmiljøer i
Danmark et tilsvarende millionbeløb i det nye samfundspartnerskab.
- Da regeringen foreslog at etablere nye
samfundspartnerskaber om innovation, var det ikke mindst for at styrke store
satsninger, der skal løse konkrete samfundsudfordringer og føre til vækst og
beskæftigelse i Danmark. De offentlige investeringer i innovation skal i højere
grad være drevet af et ønske om at løse en konkret udfordring, lyder det fra
uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, der tilføjer:
- Det nye samfundspartnerskab er et godt eksempel på,
hvordan centrale aktører kan samles om netop det: Hvordan kan vi løse det
problem, at fødevareindustrien bruger meget store mængder vand?
De nye vandbesparende teknologier og løsninger bliver
udviklet og testet hos 20-25 konkrete danske fødevarevirksomheder. Ambitionen
er at bruge væsentlig mindre grundvand og i stigende omfang bruge renset
genbrugsvand. Omstillingen skal ske uden, at man rykker ved kravene til
fødevaresikkerhed og -kvalitet.
Teknologisk kvantespring
Når teknologierne er udviklet, er det ambitionen, at de
skal skabe nye eksportsucceser for dansk viden og teknologi på vandområdet.
Partnerskabet skal bringer teknologileverandører og deres
slutbrugere ind i et tæt samarbejde, hvor teknologier bliver udviklet og testet
direkte i produktion.
- Slagterierne har siden midten af 1980’erne kørt en
strategisk indsats omkring vandbesparelser. De sidste mange år har vi ikke
kunnet finde nye, større besparelsespotentialer, der er økonomisk bæredygtige.
Skal vi finde nye besparelser, har vi brug for et teknologisk kvantespring og
et skift i tankegangen omkring vand. Vi forventer, at deltagelse i partnerskabet
vil kunne bane vejen for dette, forklarer miljøchef i Danish Crown Charlotte
Thy.
Partnerskabets hedder INNO+VIP (Vandeffektiv Industriel
Produktion). Samarbejdet er femårigt og løber fra 2015 til 2020.
Målet er, at der i 2020 er realiseret en vandbesparelse på
et sted mellem 15-30 procent. Det samlede budget er på 98 millioner kroner.