Sydbank: Udvikling i landbruget kan påvirke nedskrivninger
Sydbank kommer ud med det bedste resultat siden 2007
Og nedskrivninger på udlån på 707 millioner kroner beskrives i en selskabsmeddelelse fra banken som »i den positive ende af det forventede«. Samtidig er forventningen et lavere nedskrivningsniveau i 2015.
Dog understreger man i Sydbank, at usikkerheden om prisudviklingen i landbruget kan påvirke nedskrivningsniveauet.
Administrerende direktør i Sydbank Karen Frøsig har imidlertid de positive briller på i forbindelse med fremlæggelsen af årsrapporten:
- Sydbank leverer det bedste resultat siden 2007, og det er tilfredsstillende at se, at Sydbanks plan for at forbedre lønsomheden virker. Den fornuftige og stabile udvikling fortsætter – Sydbank har haft en stigning i udlånet på næsten tre procent i et meget konkurrencepræget marked.
Sydbank oplyser, at basisindtjeningen i 2014 steg med seks procent i forhold til året før – til godt 4,3 milliarder kroner. Den fremgang skyldes blandt andet overtagelsen af Diba Bank, lyder det.