Mangel på kød kan give frustrationer
Ved Biofach-messen gjorde man fra Frilands side opmærksom på, at man mangler økologisk kød
Med ved messen var også fødevareminister Dan Jørgensen (S), og administrerende direktør i Friland Henrik Biilmann benyttede sig af lejligheden til at fortælle ministeren, at man mangler flere økologiske landmænd.
- Jeg fortalte ministeren, at vi mangler landmænd og kød, og det var mit indtryk, at han var lydhør over for det og forstod problemet. Det var det budskab, vi meget gerne vil have plantet hos ministeren, så han bliver opmærksom på den problemstilling, siger Henrik Biilmann på Danish Crowns hjemmeside.
Han tilføjer, at Friland også fik sig en snak med kunderne:
- På den korte bane er det selvfølgelig positivt, at der er udsolgt, men på den lange bane skal vi helt ikke opleve frustrationer hos kunderne, så det har været vigtigt at understrege, at vi er opmærksomme på, at der mangler kød.