Millioner til mindre foder
Innovationsfonden investerer 17,6 millioner kroner i et projekt, der skal forsøge at sikre en bedre udnyttelse af foder i svineproduktionen
Det er baggrunden for, at Innovationsfonden nu investerer 17,6 millioner kroner i forskningsprojektet Metapig.
- Foder er en væsentlig omkostning for landmanden, så kan man sikre en bedre udnyttelse af foderet, kan der spares penge, samtidigt med at man mindsker udledning af næringsstoffer, lyder det fra Innovationsfonden.
Herfra peger man på, at ny forskning har vist, at tarmens bakterier spiller en afgørende rolle i forhold til udnyttelse af fødens energi og for udviklingen af et effektivt immunforsvar og dermed beskyttelse mod sygdomme.
Danmark har en stor viden omkring svineproduktion, herunder udvikling af foder og omfattende kendskab til grisens genetik og tarmbakterier.
Vil påvirke svins tarmflora
Den viden vil forskerne i projektet udnytte til at afdække, hvordan det gennem udviklingen af nye fodertyper, kombineret med fodertilsætning og prebiotika vil være muligt at ændre sammensætningen af tarmens bakterier.
- Kan vi nå frem til en fodersammensætning, der kan påvirke grisenes tarmflora i den rigtige retning, vil vi kunne styrke immunsystemet og dermed mindske landmandens brug af antibiotika – og samtidigt forbedre grisenes udnyttelse af foderets næringsstoffer, siger professor ved Københavns Universitet, Biologisk Institut og projektleder i projektet Karsten Kristiansen i en pressemeddelelse.
- Det vil have stor effekt på udledning af for eksempel nitrat og dermed på miljøbelastningen, tilføjer han.
Målet er fem procent
Målet er en fem procents forøgelse af fodereffektiviteten uden at reducere mængden af kød eller dets kvalitet.
I projektet deltager Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Århus Universitet og SEGES, Videncenter for Svineproduktion.
Internationale partnere er fra Universitetet i Wagningen i Holland samt genomcentret BGI-Shenzhen i Kina.