Nogle får nu mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre
Stormrådet har afgjort, at der var stormflod i visse dele
af landet, da vandstanden i de danske farvande steg til et meget højt niveau i
forbindelse med stormen den 10.-11. januar.
Stormrådets afgørelse betyder, at skaderamte i de udpegede
områder har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller
løsøre, der er opstået som følge af de oversvømmelser, som stormfloden har
medført.
- Vi har nu afgjort, hvor der var stormflod i den vestlige
del af Limfjorden i weekenden. Det betyder, at forsikringsselskaberne nu vil
behandle de enkelte sager og vurdere, om der skal udbetales erstatning i
henhold til stormflodsloven, lyder det fra formand for Stormrådet Jesper
Rasmussen.
Rådet har afgjort, at der var stormflod i følgende
geografiske områder:
- Limfjorden – fra Nissum Bredning mod øst til og med
Aggersundbroen, både den nordlige og sydlige kyst inklusiv alle øer herimellem.
Her kan du se et kort over de stormflodsramte områder.
Hvis man er ramt af stormfloden, skal man anmelde skaderne
til det forsikringsselskab, hvor man har sin brandforsikring senest den 12.
marts – enten på www.stormbasen.dk eller
ved at kontakte sit forsikringsselskab direkte.