DF’er kræver oprindelsesland på kød

Det handler om tillid mellem producent og forbruger, lyder det fra europaparlamentariker Jørn Dohrmann

Det skal være nemt at se, om forarbejdet kød kommer fra eksempelvis Danmark, Polen eller Spanien.

Hvis altså det står til Jørn Dohrmann (DF), der sidder i Europa-Parlamentets miljøudvalg og landbrugsudvalg. Ifølge europaparlamentarikeren viser en undersøgelse, som Europa-Kommissionen har lavet, at 90 procent af forbrugerne synes, mærkning af forarbejdet kød er vigtig.

- Derfor er det da også på tide, at vi nu snart forhåbentlig kan se frem til, at denne mærkning bliver en realitet, lyder det således fra Jørn Dohrmann.

Han peger på, at emnet gennem lang tid har været til debat i Europa-Parlamentet og i Kommissionen:

- Jeg forstår ikke, hvorfor noget så simpelt kan tage så lang tid at få på plads. Jeg vil derfor have sagen på plads nu.

Godt for Danmark

Ifølge Jørn Dohrmann er en mærkning i dansk interesse.

- For det første er danske landmænds produkter anerkendt over hele verden. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne ved, hvor varen kommer fra. Samtidig lever vi i en tid, hvor forbrugerne gerne vil have en lille historie om fødevarerne. Det handler i bund og grund om tillid mellem producent og forbruger.

Læs også