Kampagne skal holde kommunale pegefingre i lommen

Herning Kommune vil forsøge at sikre, at landmænd ikke får indskærpelser på grund af møddingpladser

At give indskærpelser til landmænd, som ikke har orden i deres møddingplads, er ikke noget mål i sig selv.

Det mener man i hvert fald i Herning Kommune, hvor man nu indleder en kampagne, der skal sikre, at landmænd kender reglerne på området og undgår løftede, kommunale pegefingre ved tilsyn.

- Helt grundlæggende ønsker vi mest mulig dialog med landbruget om reglerne på området. Jo tættere kontakt, vi kan have, jo bedre, lyder det fra direktør i Teknik & Miljø i Herning Kommune Eva Kanstrup.

- Mange møddingspladser er gamle og kan være utætte i bunden. Det går jo ikke, og det fører desværre ofte til indskærpelser, når vi udfører det kommunale tilsyn. Nu prøver vi at informere landmændene om reglerne på området, og så ser vi, om ikke det hjælper på situationen.

Helt konkret får alle landbrug med dyrehold, hvor der er registreret en møddingsplads, inden så længe brev fra Herning Kommune. I brevet vil reglerne være præciseret, og samtidig opfordres landmændene til at rapportere tilbage til kommunen, hvis møddingspladsen er nedlagt.

Læs også