I vintermånederne har virus og bakterier ekstra gode betingelser for at udvikle sig og skabe sygdom
Selvom temperaturen for det meste stadig er i plus,
befinder vi os trods alt i vinterhalvåret. Og netop i vinterhalvåret er der
særlig grund til at være påpasselig med smittebeskyttelsen, lyder det fra Dr.
Jules Taylor-Pickard, der er direktør for svinesektionen i den
verdensomspændende foderadditiv-virksomhed Alltech.
- Vinteren medfører altid ekstra udfordringer, og producenterne
skal være ekstra opmærksomme for at beskytte deres svin, siger direktøren.
Han illustrerer det med et eksempel - den frygtede
virussygdom PEDV, der forårsager dødelighed i farestaldene meget tæt på 100
procent, og hvor der sidste vinter var en markant stigning i forekomsten af
PEDV i USA.
Fem fokuspunkter
Jules Taylor-Pickard har fem fokus-punkter til optimal
smittebeskyttelse: Dyrene, rengøring, transport, personer og foder.
Direktøren lægger vægt på, at man hele tiden er grundig
med at identificere syge dyr i en fart og adskille dem fra resten af
besætningen.
Det næste punkt - rengøringen - skal være i absolut top,
og om vinteren kræver det ekstra opmærksomhed, idet kolde temperaturer gør det
yderst vanskeligt at vaske, rengøre og desinficere ordentligt:
- Sørg for at alle områder er helt rene og tørre, inden
der indsættes nye dyr, opfordrer han.
Men også absolut rene transportvogne er helt afgørende for
smittebeskyttelsen:
- Benyt kun pålidelige vognmænd, der tager dine krav til
smittebeskyttelse alvorligt.
Det er også vigtigt at være på vagt overfor procedurerne,
der benyttes ved personers ind- og udgang af stalden:
- Sørg for, at smittebeskyttelsen også tages seriøst af
alle personer, der går ud og ind af bygningen, opfordrer han.
Sundt og nærende foder
Endelig er næringsværdien af foderet af største vigtighed
for dyrenes ydeevne og modstandsdygtighed overfor sygdomme.
- Benyt metoder, der reducerer risikoen for patogene
(sygdomsfremkaldende stoffer, red.) og som er med til at opbygge en god
immunitet.
Jules Taylor-Pickard indrømmer, at de nævnte punkter er
»selvfølgeligheder«, men at det alligevel ikke altid er en selvfølge, at man efterlever
»selvfølgelighederne«.
Han påpeger, at ekstra opmærksomhed er ekstra vigtig i
vinterkulden, hvor bakterier og virus generelt har de bedste betingelser for at
forårsage sygdom.
- Vi bør hele tiden forbedre metoderne til at beskytte
vores dyr, pointerer direktøren.